Kan min historie hjælpe bare én, er det det værd!

Efter længere tids overvejelser, har jeg nu taget skridtet ud af min saftybox. Den der ellers altid har føltes så tryg, og hvor jeg kunne kontrollerer hvad der skete. En oplevelse i weekenden, har givet mig mod på at starte dette "Blog-liv" op. Egentlig ikke fordi jeg vil opnå en masse med det, men fordi det var så ekstremt givende for både én kvinde og jeg. Vi var til noget der hedder "Mærk hestens magi" - som en skøn kvinde og hjertet bag Hjertevarme.nu - Janne afholdte. En dag hvor du lukker alle tanker ude, og bare mærker! Mærker hvad der sker i din krop, mærker hvad der kan berige dig udefra, når alle tanker og hovedet er slået fra. Og det var sværere end først antaget. Jeg er en person der tænker, grubler og desværre også over-tænker mange ting, så ja, jeg havde en del udfordringer den dag. Men jeg gjorde det! Lad os tage dagen helt fra start:

Vi møder 6 kvinder op, som alle kommer med hver vores historier, hver vores forventninger. Janne byder velkommen og fortælle kort om hvad der skal ske, i løbet af de timer vi er der. Hun beder os hver især sige kort om hvem vi er, og hvad vi forventer at få ud af dagen. Allerede der, er jeg ramt af min angst. Angsten for at tale foran andre, angsten for at virke dum, snuble over ordene, og ikke mindst angsten for hvad andre tænker om mig. Der er 4 før mig, som fortæller og jeg prøver mit bedste for at lytte, men inden i er der kaos, uro og angst! Det bliver min tur, og jeg tænker:"Nårh, jamen jeg skal jo igennem det, og så kan jeg lige så godt ligge kortene på bordet, og så må det briste eller bærer". Jeg fortæller at jeg er barn af en alkoholiker, jeg har absolut intet selvværd, jeg har en ekstrem stor og tung rygsæk som jeg hver dag slæber rundt på. Men jeg er i gang med at rydde ud i den, og finde ud af hvad der skal med mig fremadrettet, og hvad jeg skal ligge i kasser og kan finde frem og kigge på, når det er nødvendigt. At jeg står i en alder af 30 år, og ikke føler jeg er nået nogle som helst steder med mit liv. Jeg hænger fast i fortiden og alle de ting min far fyldte mit hoved med, såsom: Jeg er dum og grim, jeg bliver aldrig til noget. Jeg er der fordi jeg er på en rejse der skal være grundlag for resten af mit liv, fordi jeg har brug for at kunne mærke, at kunne føle! Jeg lever konstant i hovedet, og formår ikke at forbinde tanker og følelser. Jeg er der fordi jeg gerne vil kunne give slip på en masse ting, og bare kunne være. Af forventninger er der, at Janne kan hjælpe mig til de ting, at kunne give slip og lade folk komme helt derind, hvor tingene gøre ondt, at åbne op og sænke de parader og facader jeg hver dag lever med, for at passe på mig selv. Men er det i virkeligheden det jeg gør? Passer jeg på mig selv, eller lever jeg med en masse mangler netop fordi jeg lukker af? Jeg kan se på de andre, at det er voldsomt at få smidt alt det her i hovedet, at det påvirker når der bliver åbnet op og der kommer ord på. Men samtidig får jeg en masse positiv respons, og en af de andre fortæller så, at hun også er vokset op med en alkoholiker - hun er tydeligt berørt over min historie.

Vi går i gang med de ting som Janne har planlagt, og skal nu igennem en vejrtræknings øvelse, hvor vi derefter skal gå hen til foldene og lade os forbinde til en eller flere heste. Jeg står bare og kigger og tænker;"Hvad er det hun forventer jeg skal nu?" Jeg mærker intet, for jeg kan ikke det der med, at slå hovedet fra og bare mærke. Men jeg bliver stående og bare kigger. Vi samles igen, hvor vi hver især skal fortælle hvad vi har oplevet. Jeg må jo indrømme, at jeg intet fik ud af det. Jeg lytter til de andre og deres oplevelser, som jeg misunder helt vildt! Da det bliver kvinden som også er vokset op med en alkoholiker's tur, vender bøtten for mig! Hun fortæller at hun ikke har kunne forbinde til en hest, men det var mig hun kunne mærke. Behøver jeg at sige, hvor overrasket jeg blev der?! Vi fortsætter de ting Janne beder os om, og skal nu igennem en meditations øvelse, hvor vi skal mærke vores kroppe. Og der falder 5øren, jeg kunne mærke!!! Derefter skal vi igen over til foldene og forbinde til den hest der gør noget i os. Jeg stiller mig ved en stor brun hest, og forventer den nu skal ind og pille ved noget i mig, men en lille 1års kommer hen til mig. Hun kigger helt ind i sjælen og giver mig en følelse af, at mit hoved bliver mast i en skruetvinge, jeg får såå ondt i hovedet og trykket forværres. Til sidst følelses det som om, at hovedet i skruetvingen skal springe og så vælter tårerne ud af hovedet på mig. Hesten går og den store brune kommer over, pruster højt og fortæller mig, at jeg glemmer at trække vejret. Og det gjorde jeg! Helt forvirret står jeg nærmest lammet og kan ikke helt finde ud af hvad der sker. Den lille 1års kommer igen og laver præcis samme følelse som før, jeg må bukke under og græder igen helt ukontrolleret. Vi samles igen og fortæller vores oplevelser, og Janne er henrykt over, at jeg denne gang fik noget ud af det. Til slut er der en fælles snak og Janne forklare hvad hver vores oplevelser betyder. Det var ikke den store overraskelse, at jeg lever for meget i hovedet i stedet for kroppen, jeg skal give slip på min kontrol og turde lukke folk ind, lade mig føle fremfor at tænke.

Pointen med dette opslag er, at det var mit skub til at fortælle min historie. Jeg havde gjort en forskel for denne ene kvinde, der ligesom jeg, er vokset op med en misbruger. Ved at fortælle min historie, havde jeg åbnet døren for en anden. Måske bliver hun på et tidspunkt klar til at tage fat på fortiden og dens dæmoner som plager hende, styrer hende og frarøver en masse ting i livet. Om ikke andet, letter det lidt i min rygsæk, at få det ud af systemet, uden at skulle smide det væk. Nu står det her sort på hvidt, og jeg vil altid kunne gå herind og læse det.

Giver dette opslag ikke rigtig mening, eller er du forvirret over hvad pointen med denne blog er, så gå ind i "Om mig" hvor jeg har beskrevet mine tanker bag denne side. Der vil blive bygget lige så stille og roligt på derinde, da det er ekstremt grænseoverskridende for mig, at "blotte" mig selv og lade fremmede komme helt derind, som jeg har brugt 30år på at beskytte. Ha' tålmodighed :)