Forventninger og facader.
2017-09-27
Dette opslag vil handle lidt om 2 af de ting jeg har det rigtig svært med, nemlig forventninger - deraf kommer mine facader virkelig i brug. Som barn er der en masse forventninger til én: Du skal opføre dig ordentligt, tale pænt, være høflig, være social, hjælpsom, og ikke mindst skal du lære! Lære hvordan verden hænger sammen, hvordan du begår dig, hvordan du passer ind osv. osv. Og det må jeg bare indse, at jeg ikke har været super god til. Selvfølgelig ved jeg alle de ting og hvordan man bør gøre det, men jeg er en ekstremt følsom og sensitiv person - men hvordan hænger det sammen med mit tidligere opslag, at jeg tænker og ikke føler, ikke at kunne forbinde de to ting? Ja godt spørgsmål :) Jeg ved ikke om jeg kan beskrive det, så det vil give mening, men jeg vil gøre mit bedste.
Som barn havde jeg virkelig svært ved at passe ind i skolen, jeg var klassens tykke pige, hende der gik i sin søsters aflagte og slidte tøj, hende der ikke turde sige noget i timerne osv.
Så jeg var det oplagte offer for mobning - og det må man sige også skete! Jeg HADEDE at gå i skole, jeg var så ked af det hver morgen når jeg skulle afsted. Mange dage tog jeg slet ikke afsted - jeg kunne simpelthen ikke overskue det, men jeg vidste også hvad konsekvensen var, hvis jeg ikke gjorde det: Stå ansigt til ansigt med min far! Og det var i virkeligheden dobbelt så skræmmende, end at gå i skole.
Min mor løj ind imellem for min far, og sagde jeg selvfølgelig havde været i skole. Hun vidste godt hvor meget jeg kæmpede med det skole halløj, og derfor gav hun mig nogle gange et pusterum. Løgne og ting der ikke blev sagt, var en stor del i vores hjem. Vi havde hver især en skræk for min far, ikke fordi han var voldelig eller noget i den stil, men han var en meget bestemt mand, og hans blik!!! - det var så væmmeligt, så det var min aller største frygt for ham. Og dengang måtte man jo gerne drikke på arbejdet, så når han kom hjem der sidst på dagen, var de første øl jo indtaget og de næste fulgte trop, ligeså snart han kom ind af døren. Han var typen der godt kunne gå med tingene inden i, indtil han var tilpas beruset - og så kom konsekvensen! Der blev snakket med MEGET store ord, og det der blik blev boret helt ind i sjælen.
Han forventede at jeg passede min skole, og gjorde jeg ikke det, skulle jeg ikke bo under hans tag!
Så det med forventninger satte sig dybt i mig, allerede som barn. Og jeg ikke været i stand til at arbejde med dem før nu, for jeg har ganske enkelt ikke været klar over, at det fyldte så meget i mig. Det er jeg blevet klar over, efter jeg er startet i TUBA - som er et tilbud for børn og unge af alkoholikere. Og så er jeg tilknyttet en super dygtig mentor, som virkelig kan gå ind og vende mig på hovedet, og få ting til at give mening.
Med den opvækst og alle de forventninger der har været, i en stor pærevælling blandet med frygt og angst - er det jo klart man bygger en masse facader op for at beskytte sig selv. I hvert fald i mit tilfælde. Hele mit liv har jeg levet bag mine facader, ingen skal derind hvor tingene kan gøre ondt, for den smerte det kan medføre, den har jeg levet med. Jeg skulle hver dag aflæse hvordan stemningen derhjemme var - var mor og far gode venner, var far fuld, var mor ked af det. Altid på vagt med antennerne helt ude. Og jeg skulle i hvert fald ikke vise hvordan jeg havde det, det ville bare give min mor flere bekymringer, havde min mor for mange af dem, ville min far opdage det og så skulle hun stå til ansvar. Det kunne jeg ikke byde hende, hun havde mere end rigeligt at slås med. Ville min far opdage hvordan jeg havde det, ville jeg få en opsang om at tage mig sammen, så slemt var det heller ikke. At jeg var en svag person. Hvorfor mon? Måske kunne et barn bare ikke rumme alle de ting. Måske var det ikke fair, at forvente et barn var voksen. Måske var det ikke fair, at et barn skal vokse op med frygt. Måske var det ikke fair, at der ikke blev gjort noget ved den mobning. Måske var det ikke fair, at vokse op med følelsen af, at være helt alene.
Deraf lærte jeg mig selv, at leve bag mine facader - ingen skulle vide min far drak, ingen skulle vide hvor meget jeg kæmpede, ingen skulle vide hvor svært min mor havde det, ingen skulle vide noget som helst! Så udad til virkede jeg som et normalt barn, men med udfordringer i forhold til skolen. Og kunne jeg fortsætte på den måde, var det fint. Selvfølgelig vidste de fleste, at min far drak et par øl, men det var der jo ikke noget unormalt i. Men ingen fik af vide, hvad der foregik i virkeligheden.
Det har jo så betydet, at jeg hele mit liv har levet bag de facader, de blev så stor en del af mig, at jeg fuldstændig mistede mig selv - hvem er jeg, hvem er den Julie inde bag?
Jeg lukker af inden nogle får chancen for at finde ud af det, inden de når derind hvor det virkelig er kaos, hvor det kan gøre ondt, hvor der sidder en lille pige som ikke aner hvem hun er. For jeg har vitterlig ingen anelse! Jeg har aldrig lært hende at kende, hun har altid gemt sig og passet på. Men jeg har åbnet døren for hende, og med tiden er jeg sikker på, at hun bevæger sig hen mod den dør, og er nysgerrig på det liv der er på den anden side. Hun skal blot hjælpes rigtig meget, og lære at turde. Turde tro nok på sig selv, og tro på der er en plads til hende her i livet. Små skridt - det er det aller vigtigste i den her proces.